3 sommersnapse – solbær, stikkelsbær og rabarber

3 slags kryddersnaps

Lige nu er landhaven fyldt med bær og rabarber og så er det selvfølgelig også tid til at sætte et par snaps over.

Jeg laver snaps af rigtig mange forskellige ting fra haven, men de her tre er nogle af mine helt oplagte sommersnapse: solbær, grønne stikkelsbær og rabarber.

De smager vidt forskelligt, selvom de alle tre kommer direkte fra sommerhaven. Solbær giver en mørk og kraftig snaps, stikkelsbær bliver friskere og mere syrlig, mens rabarber giver en mildere snaps med den helt særlige smag af rabarber.

Og så er hjemmelavet snaps altså noget af det nemmeste at gå i gang med. Du skal ikke bruge noget særligt udstyr. Et rent glas, noget godt fra haven, en neutral snaps og lidt tålmodighed.

Solbærsnaps

Solbær er næsten skabt til snaps. De modne sorte bær har masser af smag og giver hurtigt både farve og karakter til snapsen. Jeg bruger selvfølgelig de mest modne bær, jeg kan finde. De smager af mest, og det kan mærkes i det færdige resultat.

Solbærsnaps bliver mørk, fyldig og med tydelig smag af solbær. Det er ikke en forsigtig snaps og det er netop det, jeg godt kan lide ved den.

Læs min opskrift på hjemmelavet solbærsnaps.

Grøn stikkelsbærsnaps

Den grønne stikkelsbærsnaps er noget helt andet. Stikkelsbær har den friske syrlighed, som gør snapsen lidt lettere i smagen end solbærsnapsen. Har du en stikkelsbærbusk, der bugner mere, end du kan nå at spise, så er det her en rigtig god måde at bruge nogle af bærrene på.

Jeg bruger grønne stikkelsbær og de behøver ikke være helt bløde og overmodne. Resultatet bliver en frisk og enkel sommersnaps, som smager helt anderledes end de mere kraftige kryddersnapse.

Læs min opskrift på grøn stikkelsbærsnaps.

Rabarbersnaps

Og så er der rabarbersnapsen. Rabarber har vi rigeligt af i landhaven, så en del af dem ender selvfølgelig også på glas.

Rabarber giver en frisk og let syrlig snaps. Det er en af de sommersnapse, jeg synes er rigtig god at starte med, hvis man ikke normalt drikker ret meget snaps.

Brug nogle gode friske rabarber. Har du forskellige sorter i haven så kan du sagtens prøve dig frem. De meget røde rabarber kan give en flottere farve, men det vigtigste for mig er smagen.

Læs min opskrift på hjemmelavet rabarbersnaps.

Sådan laver jeg sommersnaps

Fælles for de tre sommersnapse er, at jeg lader dem trække og smager på dem undervejs. Der findes ikke et magisk antal dage, som passer til alt, man kommer på glas. Nogle råvarer afgiver smag hurtigt, mens andre skal have længere tid.

Når smagen er god, filtrerer jeg snapsen. Er den lidt skarp lige efter filtreringen, får den lov til at stå. Mange hjemmelavede snapse bliver bedre af at få lidt ro på flasken bagefter.

Hvis snapsen mangler en lille smule rundhed, bruger jeg akaciehonning opløst i en smule af snapsen. Ikke sukker.

Det er også noget af det, jeg godt kan lide ved at lave min egen kryddersnaps. Man behøver ikke ramme en bestemt facitliste. Man smager sig frem og ender med en snaps, der passer til ens egen smag.

Solbær, grønne stikkelsbær og rabarber er bare tre steder at begynde. Der står sikkert allerede noget ude i haven, som kan ende på glas.

Har du lavet snaps af noget fra haven, som blev overraskende godt?

Du kan også følge med på YouTubekanal, Instagram, eller på Facebook  hvor jeg deler mere fra haven, køkkenet og alt det, der følger med årstiden.

Skriv et svar